Døbefonten

Kirkens døbefont er støbt af en blanding af jern og bronze. Kummen bæres af fire menneskefigurer. Midt på kummen er der en latinsk indskrift, som oversat lyder: ”I det Herrens år 1437 på Skt. Georgs dag vil denne font være fuldendt til ære for den hellige Jomfru Maria og til ære for apostelen Sct. Jacob i Varde kirke ved Niels Klokkestøbers hånd.” Indskriftens ord er adskilte dels ved kors og dels ved små billeder, der er afstøbninger af pilgrimstegn. Sådanne pilgrimstegn købte pilgrimmene på helligstederne og bar dem synligt på tøjet som tegn på berejsthed og fromhed.
Dåbsfadet af sølv, som kun er lagt i fonten ved gudstjenesterne, er skænket af en søskendeflok til minde om forældrene i 1952. På fadet ses et billede af Jesu dåb.
Det bør også nævnes, at der står en romansk granitdøbefont i våbenhuset. Det er den gamle døbefont fra Sct. Nicolai kirke.