Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

En køretur

Udgivet af Anonym, fre d. 26. jul 2013, kl. 20:39
Synspunkter

Noget af min sommer er blevet brugt til ture ud i landet. Målet har været steder, der har haft betydning for danske forfattere og dansk litteratur.

For ikke længe siden stod jeg ved en mindesten på Hørbylundevej  7. Som navnet antyder, ligger stedet ikke så langt fra Hørbylunde bakke, der blev en del af vor historie i 1944, da Kaj Munk blev myrdet dér.

Mindestenen er sat for forfatteren Jørgen Nielsen, der blev født der, og levede fra 1902 til 1945.

Han voksede op på et husmandssted, et  husmandssted, der lå i fattigdommens og sliddets Danmark., for sådan var livet der. I sit korte liv fik Jørgen Nielsen sig arbejdet frem til at blive en selvlærd forfatter-uden at have haft en nævneværdig uddannelse.

Det forfatterskab han efterlod, indeholder fortællinger om det jeg kaldte fattigdommens og sliddets Danmark, fortællinger om det liv, der blev levet på små husmandssteder i Vestjylland, i Midtjylland og utallige andre steder.

 Han fortæller om glæde, om overskud, og han skriver om at blive knækket af at leve i en lille, indesluttet verden, præget af dybt, dybt slid.

Jørgen Nielsen er kendt for sin bog ”En kvinde ved bålet” der foregår på hans fødeegn. Bogen betragtes i dan som en såkaldt ”halvklassiker”, har jeg læst.

 Den bog, jeg tror, står stærkest for mig, er imidlertid bogen ”Et hus splidagtig med sig selv” Her møder vi indesluttetheden, sliddet hos mennesker ude på et husmandssted.  Og vi lever med hovedpersonernes udblik. Blot er det er et ud blik til en verden, hvor livet leves med mindre slid og større muligheder. Derfor er det et udblik, der skaber indebrændthed og forkrampethed hos bogens hovedpersoner.

I bogen er der mere eller mindre skjult en bevægelse til stede: En bevægelse fra et livssyn, hvor omverdens rigdom blev betragtet som et udtryk for denne omverdens overfladiske liv. En bevægelse fra et livssyn, hvor egen fattigdom blev båret i tillid at arbejdet og sliddet var en ædel  livsværdi.

 Og så en bevægelse til en forståelse af, at man gik under Guds himmel og var en taber (Jeg ved ikke om ordet udtrykkeligt bliver brugt i bogen). Og smerten ved at få den viden om sig selv.

Ja!  Jørgen Nielsen skriver Danmarkshistorie og mentalitetshistorie, så det svider i f. eks. ”Et hus splidagtig med sig selv”.

--efter at have passeret mindestedet for Kaj Munk oppe på Hørbylunde bakke kører jeg hjem til Varde.

 Og har lyst til at skrive om mit møde med Jørgen Nielsen. For jeg kører gennem det sliddets Danmark, en gang fattigdommens Danmark, der nu er blevet til ”Udkantsdanmark”. Og jeg i eftertanken om Jørgen Nielsen føler jeg mig lidt klogere på det.

Kommer ovennævnte tanke Varde, og dets kirkeliv ved?

Ja, håber jeg For det er vores forudsætninger, vi møder hos f. Jørgen Nielsen. Livet i Jylland i slid ,i  tro, og i store nederlag. Og sammenbrud for mennesker.  Men vi lever af det.

Ophavsret: