Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Påske

Udgivet af Morten Thaysen, tor d. 1. jan 2015, kl. 04:00
Synspunkter
”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Sig til hans disciple, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham”, sagde englen påskemorgen. Kvinderne hørte det vist ikke. De fik pludseligt travlt med at flygte fra graven. De var rystede, ude af sig selv. Det var først bagefter, de huskede det. Han er gået forud. Godt, de huskede det. For det er det vigtigste i påskens budskab. Han er gået forud. Ud til livet derude. Det betyder jo, at de ikke længere skal dyrke den døde ved på en kirkegård eller inde i templet mørke rum. Nej, de skal finde ham ude i deres levende liv. Der skal de møde ham, der fra nu af skal være deres Gud.
 
Han er ikke længere spærret inde
Nu er det slut med at spærre Gud inde i kirkerne om søndagen. Det er slut med at lukke sig inde med sin Gud i dystre og røgsværtede rum sammen med præster, mystik, røgelse, levende lys, meditation og alt andet religiøs føleri. Det er i det hele taget slut med at holde Gud indespærret i særlige rum og tro, at han ikke har noget at gøre med dem, der er udenfor i samfundet. For det har han uanset, hvad eventuelle politikere måtte mene om den sag. Han er gået forud og nu er det ude i livet for og med andre menneske, vi skal finde ham. Ikke i et særligt liv, hvor vi gør særlige ting eller går særligt klædt eller spiser særlige ting for at komme i nærkontakt med ham - men ude i vores ganske almindelige liv med hinanden. I hverdagen – også den grå hverdag med børn og ægtefæller og gamle forældre. Der skal vi finde ham. Altså ude i det liv vi lever med hinanden på godt og ondt, i glæder og sorger, i krig og fred og med fodbold og håndbold.
 
Der er hul igennem
Han er gået forud. Vi ved det. Det fortælles jo langfredag, at forhænget ind til det hellige flængedes fra øverst til nederst, da han opgav ånden og døde. Og det betyder, at der ikke findes ikke noget helligt rum mere. Der er hul igennem, som man siger og nu flyder det hellige ud i det almindelige liv derude. Og det kan aldrig mere gemmes væk bag forhænget igen. Det er derude nu og møder mennesker derude. Ja, man kan sige, at det hellige ligefrem gør livet helligt. Ikke livet i sig selv, men når Gud kommer til stede i det. Og han kommer når som helst og hvor som helst. Og ofte kommer han endda bag på os, fordi vi tror, han er en anden, end han er.
 
Han er nu alle steder
Hvad skal vi sige til det? Ja, kvinderne flygtede bort fra graven nærmest i panikangst. Og det er sådan set forståeligt. For hvad skal der blive af os, når det hellige går på fri fod mellem os? Så kan vi jo ikke længere være i fred for det. Lige pludselig dukker Gud op alle vegne og kræver os, f.eks. i det menneske, der banker på vor dør, i den gamle og ensomme, i den syge og bange. Gud dukker op alle vegne. Ja, vi kan sige, at han gør det hedt for os, når vi tror vi kan hygge os i fred for ham. For Gud er her altid bagved og ved siden af, ovenover og nedenunder – og altid foran. Han er altid gået i forvejen for jer til Galilæa – eller til Vestjylland eller til stranden eller til sygestuen.
 
Han venter på dig over det hele. Han venter dig f.eks. i din syge næste, at du her fortæller, at der er håb. Han venter dig i dit barn, at du viser, at det ikke skal være forfærdet. Han venter dig i den sørgende, at du siger. Det er sandt: Døde kan opstå. Ja, han venter dig, også når det er dine dage, der er forbi. Da er han stadig gået forud for dig ind i døden og ind i evigheden.
 
Ja, han er gået forud. Der er håb. Der er liv. Det er påske!
 

Glædelig påske!

Ophavsret: