Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Hvad prædikestolen fortæller. Del 4: Kristus med de to fingre

Udgivet af Morten Thaysen, ons d. 1. apr 2020, kl. 21:11
Synspunkter

Sidste gang handlede det om Guds ord, der lyder ud over hele jorden fra dens opgang til dens nedgang. Citaterne på prædikestolen siger dette på elleve forskellige sprog. Spørgsmået er bare, hvad Guds ord er? Og hvad gør ordet ved os? Hvor vil det have os hen? Svaret på det spørgsmål er, hvad resten af prædikestolen handler om. Kigger man på prædikestolen er man ikke tvivl om, at Guds ord er Kristus.  

For man ser ham på midten af prædikestolen – lige under pulten. Sådan vil prædikanten blive mindet om, hvad han eller hun skal. Han eller hun skal ikke pege på sig selv – men væk fra sig selv - og hen på Kristus. Og ve den prædikant, der ikke fatter det!

De to fingre

Men hvem er Kristus? Man kan se, at Kristus har en rødlig dragt på. Den symboliserer kongeværdighed. Det samme gør rigsæblet i den ene hånd. Han har altså en konges magt over livet og døden. Men, som vi skal se senere, bryder han med gængse forestillinger om, hvad en konge er. 

Lige nu er det mest interessante, at han står med sin højre hånd og velsigner os med to fingre. Pegefinger og langefinger samlet. Siden den tidlige kristne kirke har denne måde at velsigne på været et tegn Kristi to naturer. Kristus er både Gud og menneske. Man kan ikke tale om ham som menneske uden at tale om ham som Gud. Og omvendt kan man ikke tale om ham som Gud uden at tale om ham som menneske. Han er begge dele og man kan ikke adskille det ene fra det andet. 

Når Kristus for eksempel fødes som et lille barn, er det ikke bare et barn, der fødes. Det er også Gud, der fødes. Når Kristus lider og dør på korset, er det ikke bare en menneske, der lider og dør. Det er også Gud, der lider og dør. Så radikal er forestillingen om Gud, når man taler om Kristi to naturer. En radikalitet som Martin Luther udfolder i sine skrifter 100 år før prædikestolen bliver lavet. 

Kristus er nærværende lige her

Hold nu fast! For har det ikke været vildt før, bliver det vildt nu. For prædikestolens fremhævelse af Kristi to naturer får nu afgørende betydning for, hvordan vi skal forstå Guds ord, der lyder på denne jord fra solens opgang til dens nedgang. For når Gud er den, der med sit ord har magt til at skabe himlen og jorden, gør han det med sit ord ved at gøre Kristi menneskelighed nærværende, når og hvor han vil. Og det gør han! Kristus er ikke længere en skikkelse, der hører til i Israel for 2000 år siden. Kristus nærværende her, hvor vi hører hans ord. Som Gud og menneske. 

Luther er overbevist om, at ordet virker. Faktisk virker det også, mens han sammen med magisteren tager sig et glas Wittenbergøl, som han siger. 

Hvorfor så lede efter ham i Spanien?

Således fortæller prædikestolen noget om, hvor vi finder Gud. Især i Sct. Jacobi kirke er det ikke uvæsentligt. Kirken er indviet til Sct. Jacob, som er pilgrimmenes helgen, og mange fra Varde har i tidens løb gået hele den lange vej til Spanien for at besøge Jacobs grav i Santiago de Compostela. Pilgrimmene har forestillet sig, at de med deres vandring ikke bare har gjort en god gerning overfor Gud. De er også kommet ham nærmere. Den historie fortæller især kirkens døbefont med alle sine pilgrimssymboler. 

Men prædikestolen siger noget andet. Den siger, at man for det første ikke skal anstrenge sig for at komme Gud nærmere. For det andet skal man slet ikke gå flere tusinde kilomenter for, at det kommer til at ske. Man skal bare blive i Varde. Og man skal bare lytte. For i ordet, der lyder her, er Kristus nærværende. Lige her i Varde!

Dette er en luthersk pointe, som udfoldes endnu mere i andre af prædikestolens billeder. 

Her nærmer vi os påskens begivenheder. Men her om i næste afsnit. 

Ophavsret: