Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Hvad prædikestolen fortæller. Del 3: Alting er ord og noget om den troskyldige vardenser

Hvad prædikestolen fortæller. Del 3: Alting er ord og noget om den troskyldige vardenser
Udgivet af Morten Thaysen, man d. 16. mar 2020, kl. 13:40
Synspunkter

Prædikestolen består som sagt af en masse stemmer, der taler til hinanden. Den, der lyder gennem dem alle, er Guds eget ord. Det er det ord, der har skabt og opretholder hele jorden fra solens opgang til dens nedgang. Martin Luther sagde, at Guds ord skabte, hvad det nævnte. Og når alt var skabt ved det ord, ville alt og stå og falde med det. Himlen, jorden, træerne og dyrene levede af det ord. Ville Guds ord ikke længere lyde, ville det alt sammen ikke længere være til. Derfor er det ikke bare et ord. Det er et ord, som alting bliver og er til i. På den måde bliver Guds ord sandheden om alting. 

Sådan består hele jorden af ord, og hele jorden svarer på det ord. Træerne svarer med bladenes hvislen. Dyrene med deres lyde. Menneskene med deres ord. Menneskets fornemmeste svar er lovprisningen af Gud: "Fra solens opgang til dens nedgang er Herrens navn lovet!"

Avanceret sprogteologi

Således udtrykker prædikestolen en avanceret sprogteologi, der handler om, at mennesket eksisterer i en sproglig udveksling mellem et jeg og et du. Mellem Gud og menneske. Mellem tiltale og svar. Denne sprogteologi får stor betydning mange år senere. Blandt andet Grundtvig tager den op og udvikler den. 

Sandhed og løgn

Når vrængemaskerne er med på prædikestolen kan man tolke dem i forlængelse af dette. Vrængemaskerne kommer således til at udtrykke, hvad løgn er. Løgn er aldrig noget i sig selv. Løgn er tomme ord. Løgnen snylter altid på sandheden, som K.E. Løgstrup sagde. Derfor kan løgnen heller ikke stille noget op mod Guds ord. Ikke andet end at vrænge. Når Guds ord lyder, vil de blive afsløret som det, de er. De er bare vrængemasker, der rækker tunge. 

Sandhedens ord der virker

På prædikestolen er det således sandhedens ord og løgnens ord, der kæmper om at få det sidste ord. Håbet er, at Guds ord sejer og giver en ny opstandelse. Det er håbet for menneskene fra Varde. Som sagt er det en af de hårdeste tider i byens historie. Krig, pest og brande hærger byen. Mennesker dør som fluer. Og hvad gør man? Man sætter en prædikestol ind i kirken. Man sørger for, at den er smukkere end noget andet i byen. Og ikke mindst lader man den fortælle, hvad ord kan. Ord kan fortrænge løgnen og ondskaben. Ord kan betyde en ny opstandelse. 

Maren Nielsdatter

Det ville altsammen være abstrakt snak, hvis ikke det også handlede om konkrete mennesker i Varde. Det gør det også. Derfor er prædikestolen fuld af dem. Nogle af dem har givet os et spor af, hvem de er. En af dem står der med bogstaverne MND. MND står for Maren Nielsdatter. Maren er ikke hvem som helst. Hun har været gift med bogmesteren Otte Rude. Sammen har de skænket altertavlen, og begge har de fået deres relieffer med. Vi kan se, at hun har været en bestemt dame. På altertavlen står der, at hun og hendes mand har skænket altertavlen til minde for Ottes første kone, der blev syg. Man mente, at det var en fattig hyrdekvinde ude fra Kærup, der var skyld i sygdommen. Hyrdekvinden blev brændt som heks. Da Maren var blevet enke boede hun på en gård ude på torvet, og en aften var der en staldknægt, der nægtede at deltage i hendes aftenandagt. Maren blev så rasende, at hun slog ham i hovedet med en tøffel. Kort tid efter var staldknægten forsvundet. Flere måneder senere fandt man ham druknet i åen. Var det mord? Maren blev ganske vist frikendt, men man fornemmer, at hun var en kvinde, man skulle passe på. Kampen mellem Gud og djævel, sandhed og løgn var en del af livet – helt ind i sjælen hos hende. Hvis vi skal forstå hende liv, skal vi forstå, at hun ser sig selv om en, der lever med, at Gud taler til hende og hun svarer. Det er det vigtigste i hendes liv. Det er en del af hendes kamp. 

Hans Nielsen Arnsberg

Maren er ikke den eneste, der har fået sat sit navn på prædikestolen. På prædikestolens himmel står bogstaverne HNAB. Det er Hans Nielsen Arnsbergs initialer. Hans mærke er en ørn på et bjerg. Der står også en due med initialerne MMd. Det er hans første hustru Margrethe Madsdatter. Liljen med initialerne Etd er hans 2. hustru Else Thomasdatter. De har også bidraget til prædikestolen. Det er deres søn provsten Niels Hansen Arnsberg, som har en finger med i oversættelsen af til den mangesprogede lovprisning af Gud, der rækker fra solens opgang til dens nedgang. Hvordan han har fundet ud af det, kan man kun gætte sig til. Der har eksisteret flersprogede bibeloversættelser og jesuittermissionen har haft kendskab til japansk og kinesisk. Har det været her, han har hentet inspiration? Vi ved det ikke. Men også de lever i samtalen mellem Guds ord og deres svar. De svarer selv på henvendelsen. Svaret kan vi se her på prædikstolen. Sproget. Ansigterne. Billederne. 

Er man sponsor....

Endelig står der bostaverne I.W.P. Det er I.W.Palludan som betalte for istandsættelsen af prædikestolen i 1916. 

Alle disse navne er således fra mennesker, der har levet i byen. Men det har også været kirkens sponsorer. Og når man er sponsor, vil man gerne have sit navn med. Sådan var det dengang. Sådan er det stadig. 

Den troskyldige vardenser

Derudover er der masser af ansigter. Der er især et forneden på prædikestolen med en stor næse og stirrende øjne. Jeg er sikker på, at det er ansigtet på en helt almindelig mand her fra byen. Sådan er de alle med. De rige, de fattige, høje, de lave, de hårde, de bløde, de store og de små alle sammen en del af denne store fortælling, som finder sted på prædikestolen. Fortællingen om Guds ord. Om Guds ord, der lyder over hele jorden og som de alle lever i. De svarer på hver deres måde. De svarer alle sammen på deres måde. Men de svarer ikke alle sammen rent. Det ved de godt. Det kan vi se på vrængemaskerne. 

Og så er der ikke sagt for meget....