Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Hvad prædikestolen fortæller. Del 2: Vrængemaskerne

Udgivet af Morten Thaysen, fre d. 13. mar 2020, kl. 15:40
Synspunkter

Prædikestolen er fuld af forskellige figurer, der taler til hinanden. Nogle gange fornemmer man næsten, at de taler i munden på hinanden. Nogle af dem har ligefrem travlt med at vrænge ad de andre. En af dem rækker tunge. Man finder dem nederst på prædikestolen ved siden af citatet fra Det Gamle Testamente: ”Fra solens opgang indtil hendes nedgang er Herrens navn lovet”. Man kalder dem for ”de groteske vrængemasker.” De er da også virkelig groteske. Horn i panden. Tungen ud ad munden. Groteske ansigtsudtryk. Smukke er de ikke!

De rækker tunge

Hvad vil de? Når prædikanten går op på prædikestolen rækker en af dem tunge af ham eller hende. Tunge rækker man af dem, man ikke gider høre på. Og det er det, de vil fortælle os alle sammen, der er tilstede i kirken. Det, der siges på prædikestolen om tro, håb og kærlighed, er ikke værd at høre på. Det er latterligt. Det samme er citatet, der står på prædikestolen. Vrængemaskerne fortæller os, at det er latterligt at tro på, at verden fra solopgang til solnedgang skulle tilhøre Gud. 

De er dæmoniske

På den måde er der noget dæmonisk over vrængemaskerne. De vil forvirre os. De vil splitte os og ødelægge vores liv med hinanden. De vil vænne os til at se på hinanden og verden med mistro. De vil have os til at se, at verden ingenting er. Den er uden Gud og derfor er vi overladt til os selv. Når vi er overladt til os selv, er der intet andet at gøre end, at enhver må klare sig selv, hamstre mad på hylderne og så ellers give pokker i alle de andre. Enhver er sin egen lykkes smed. 

Erfaring af tomhed

Vi ved ikke, hvor vrængemaskernes ondskab kommer fra. Men vi ved, hvorfor de er der. De er der for at tage troen fra os. Når vrængemaskerne er sat på prædikestolen, må det være fordi det er en erfaring, som nogen har gjort sig. Gad vide om ikke krigene, sulten og pesten flere gange havde givet dem den erfaring. Mon ikke, at vi kender erfaringen fra vores eget liv. Erfaringen af en tom verden, hvor enhver må klare sig selv. 

Erfaring af fylde

Når folk her fra byen har sat prædikestolen ind i kirken, må det være for ikke at forsvinde ud i et stort tomt ingenting. Især nu, hvor krigene og pesten var godt i gang med at drive dem derud i tomheden. De ville noget andet. Ligesom vi ikke ved, hvorfra vrængemaskernes ondskab kommer fra, ved vi heller ikke, hvorfra Gud kommer. Men vi ved, hvorfor han kommer. Han kommer for at samle os. For at give vort liv fylde. For at hele det brudte, så vi kan leve med hinanden i verden. Ikke i mistro, men i tro. Troen er altid før mistroen. Godheden er altid før ondskaben. Det er det, der siges fra prædikestolen. Det er derfra, vi får kraften til at gå imod vrængemaskernes ondskab. 

Gud får det sidste ord

Det er også det, der giver os kraften til at gå ud i livet på trods af ondskaben. Verden tilhører Gud. Der er en godhed derude, som er før ondskaben. Derfor kan vrængemaskerne række tunge dag ud og dag ind. De får bare ikke det sidste ord. Det gør Gud. 

Ophavsret: