Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Matthæus' julehistorie. 6. del: Hvad skal man tro?

Matthæus' julehistorie. 6. del: Hvad skal man tro?
Udgivet af Morten Thaysen, lør d. 14. dec 2019, kl. 10:17

Nogle har argumenteret for, at det største i kristendommen ikke er, at Kristus opstår fra de døde. Det største er derimod, at i ham bliver Gud menneske. Skaberen af himlen og jorden, altings begyndelse og ende bliver menneske uden at opgive sin guddommelighed. Således bliver Jesus, søn af Maria og Josef fra Nazareth på en gang fuldt menneske og fuldt Gud. 

Og sådan brydes alle forventning til, hvem Gud er. Nogle mener, at Gud er en almægtig Gud, der befinder sig langt væk fra sit skaberværk. Han er transcendent. Han er utilnærmelig. Han er mere end, vi kan forstå. Mere end vi kan se. Hans magt er uden ende. Han er den, der sætter alting i gang. Men selv er han ikke sat i gang. For han er den ubevægede bevæger, som en filosof engang har sagt. Og nu brydes alle forventninger julenat. Gud bliver menneske og ligger nu som et hjælpeløst barn i Betlehem. Han er ikke i stand til at gøre meget andet end at ligge og kigge på det, der sker. Han kan græde. Han skal mades, skiftes ligesom alle andre børn. Sådan viser Gud os, hvem han er. Han gør det af kærlighed. For Gud er kærlighed, som der står et andet sted. 

Hvis Gud var blevet i sin himmel, var der ikke sket noget. Men i det øjeblik han bliver menneske julenat, bliver det en ny begyndelse for alle. Han er, som profeten siger, at Gud er med os. 

Mange mennesker siger, at de ikke kan gå i kirke. De tror ikke nok, siger de. Men måske tror de alt for meget, når de siger sådan. Måske er de i virkeligheden alt for fromme til at gå i kirke. For dem er troen blevet så stærk, at de ikke kan sætte sig ned sammen med andre og åbne sig for det, der sker. For der sker noget her. Når Gud lader sig føde, lægger han sig selv som et lille barn i dine arme. Har du prøvet at stå med et nyfødt barn i dine arme, ved du, at det ikke længere handler om dig. Nu handler det om barnet. Barnet kalder dig ud af sig selv. Kalder dig ud til noget større end dig selv – og det ændrer dit liv. Pludselig handler dit liv om at passe på barnet. Du skal give det mad, tryghed, og om natten skal du gå rundt og trøste det. Barnet kalder helt nye ting frem i dig: En stor kærlighed, en stor omsorg og meget mere. Når du går i kirke handler det derfor ikke om at være mere eller mindre stærk i troen. Det handler om at sætte sig ned og få noget givet, som du ikke har. Noget, der åbner dig for noget, der er større end dig selv. Noget, som kalder dig ud til et nyt liv. 

Samtidigt kan du passende se dig omkring. Sammen med dig sidder alle de andre, der er i familie med barnet. Fra barnets slægtsbog kan vi se, at de ikke ligefrem har deres på det tørre. Josef og Maria har heller ikke. Det her sted er altså ikke et sted for såkaldt fromme mennesker, der mener at have deres på det tørre. Den slags steder er andre steder, men ikke her.  Her er derimod et sted, hvor man ikke kan andet end at åbne sig for, hvad der sker, når der Gud lægger sig i ens arme. 

Enhver tro er forskellig. Jeg har hørt fra mange, at de først har opdaget, hvad troen er, da de forstår, at det største i kristendommen er, at Gud lader sig føde som et lille barn julenat. Og at det barn er en ny begyndelse for dem. 

Grundtvig siger flere sted, at mennesker må svare på, det der sker her. Et af svarene er at synge – ligesom en mor synger for sit barn. Grundtvig kalder sangen for kærlighedens livstegn. 

Derfor kommer der her en af de smukkeste engelske julesalmer…