Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Opstandelsen i Varde

Udgivet af Morten Thaysen, søn d. 14. apr 2019, kl. 20:21
Synspunkter

Varde har fået en ny Kristusfigur af Bjørn Nørgaard. Midt i byen står den i en have fyldt af påskeliljer og masser af andre spændende skulpturer. Kristusfiguren skal man dog lede lidt efter. Den står i et hjørne af haven bagved en sort væg. Måske er det en pointe, at den skal stå der, hvor man umiddelbart ikke kan få øje på den. Der sker under alle omstændigheder noget bag væggen. Noget som åbenbares i haven, når den sorte væg måske falder. Noget som måske vil gøre noget ved alle os, som går rundt i haven.

Bag væggen

Inden væggen falder, får vi lov at se Kristus stå bagved. Her ville andre måske gengive ham som et menneske. I Sct. Jacobi kirke bliver den opstandne Kristus for eksempel gengivet som et levende menneske med en sejrsfane i hånden. Hvordan skulle man ellers gengive den opstandne? Bjørn Nørgaard giver et andet bud. Han laver noget, som fører os et andet sted hen end det sædvanlige. Dermed kan han vise noget andet om opstandelsen. Opstandelsen bliver dermed ikke bare en skildring af noget, der skete engang i fortiden. Den bliver noget, der sker her i haven, hvor vi går. Den bliver tilmed noget, der vil gøre noget ved os, hvis vi tør se det. 

Fuglen og ægget

For det første ligner Kristus en fugl. Hovedet har et stort næb, og det hviler mod brystet. Snart vil hovedet løfte sig. Man kan se, at den står på noget, der ligner et æg. Måske er fuglen lige brudt igennem den hårde skal, og er ved at rejse sig op. Både fuglen og ægget er ældgamle påskesymboler. Fuglen er fuglen Fønix, som rejser sig efter at have været død i tre dage. Ægget er symbol på nyt liv, der bryder igennem gravens hårde skal. Der er noget foster-agtigt over ham, som han står der efter at være brudt gennem skallen. Han er ved at rejse sig og løfter snart hovedet.  Men han ligner ikke noget, vi kender. Han er noget andet. Noget nyt. Opstandelsen er en ny begyndelse, der vil gøre alting nyt. En ny begyndelse, som skal forandre alt det, vi kender.

Alt bliver nyt

Endnu står den sorte væg og skjuler Kristus. Endnu virker alting trygt og velkendt, når jeg går rundt i haven. Træerne er træer, blomsterne er blomster. Skulpturer er skulpturer. Og Varde er Varde. Men midt i alt det trygge og velkendte er der denne sorte væg henne i hjørnet. Bagved er står Kristus i Fønix-skikkelse, og er ved at rejse sig mellem alle påskeliljerne. Han vil forstyrre alt det, jeg kender og finder tryghed i. Han ligner ikke engang selv noget, jeg kender. Jeg spørger mig selv, hvad det vil betyde for mig? Vil det betyde utryghed? Det siges, at kvinderne ude ved graven påskemorgen blev grebet af stor frygt. Hvorfor skulle jeg ikke også gribes af frygten, når intet længere er som jeg troede, at det var? Hvad kommer det til at betyde for mine forestillinger om døden, hvis døden er overvundet? Hvad kommer det til at betyde for mit liv, og min måde at leve på? Hvad  kommer det til at betyde for troen, håbet og kærligheden? Ja, det må betyde, at alting bliver nyt. Påskemorgen er, at gravens sorte væg bliver væltet, og en ny virkelighed bryder frem.  

--------------------------------

Kristusfiguren står Varde Gartens kunsthave, som er et besøg værd. Hvad jeg her har skrevet, står egen regning. Jeg er ikke kunsthistoriker eller Bjørn Nørgaardekspert. Måske skal skulpturen derfor forstås på en helt anden måde. Jeg har således bare gået rundt i haven, og har set noget smukt, som blev denne påskefortælling. Glædelig påske.  

Kommentarer

Birthe Lauridsen
Hvilken præst vi har i Varde. Fantastisk fortælling og iagttagelser
Marianne Lesner
Også her hos os kommer Kristus-figuren af Bjørn Nørgaard med i årets påskedagsprædiken, med fokus på, at figuren på én gang bøjer sig og rejser sig. Den lidende og den sejrende i ét.

Tilføj kommentar

Ophavsret: