Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

At nå frem til et ståsted. Del 4. Af Morten Sørensen

Udgivet tir d. 27. nov 2018, kl. 19:15
Synspunkter

Om at danne sine egne meninger

Som det fremgik af førstedelen af bloggen er jeg ud af en familie, som ikke har haft nogen særlig tilknytning til de kirkelige retninger. Det kan måske vække undren, fordi jeg kommer fra Rødding, som er kendt for sin højskole, der er verdens første. Dertil kommer, at der i Rødding både er en almindelig sognekirke og en grundtvigsk frimenighed, som deler sognet i to. Nogen hører til den ene kirke, andre til den anden. Men det er ikke noget, man tænker over i hverdagen, og som præst er jeg ofte blevet spurgt om, hvad forskellen egentlig er på de to kirker. Jeg kan godt forstå spørgsmålet, for udadtil er rammerne meget ens. Begge menigheder har kirker med omkringliggende kirkegårde, præstegårde og kapeller. Set fra et lægmandsperspektiv minder gudstjenesteliturgierne også meget om hinanden, hvilket skyldes, at begge kirker med hvert sit særpræg har sine rødder i den lutherske tradition.  

 

Traditionelt har der derfor også været et godt samarbejde mellem sognemenighed og frimenigheden. Man har eksempelvis lånt hinandens kirker, når den ene af kirkerne har været lukket under større renoveringer. Kirkerne holder også fælles byfestgudstjeneste, udflugter, samarbejder om betjening af plejehjemmet, og senest har de to kirker deltaget i et folkeligt projekt med at skabe et rekreativt område, ”Højskoleengen” som rent arkitektonisk bygger bro mellem sognekirken og højskolen/frimenighedskirken. Årsagen til den fredelige sameksistens skal findes i historien. For i modsætning til mange andre steder nord for Kongeåen, er frimenigheden i Rødding ikke opstået som følge af kirkesplittelser og et ønske om en forkyndelse med et andet teologisk retningspræg. Baggrunden for oprettelsen af frimenigheden i Rødding skal findes i den nationale kamp, som blev udkæmpet i Sønderjylland i perioden 1864-1920. Rødding hørte i den periode ind under Preussen, som forsøgte at fortyske den nye landsdel. I den forbindelse blev de dansksindede præster tvunget til at gå af, fordi de ikke ville aflægge troskabsed til den preussiske konge. I kølvandet herpå opstod frimenigheden, hvori de dansksindede kunne mødes og holde fast i deres nationale tilhørsforhold.

 

Det er med den her fredelige baggrund at jeg bevæger op på det teologiske fakultet i Aarhus, et sted, hvor meninger brydes og hvor der blandt mange af de studerende var en stærk bevidsthed om, hvor man hører til i det kirkelige spektrum. Nogen kommer fra sogne, hvor der historisk og aktuelt har været og er en livlig debat omkring kirken, andre er præstebørn og har på den måde fået den teologiske tænkning ind med modermælken, ligesom der også var nogen, som kom fra frikirkemiljøet eller højskolemiljøet. For mig var det derimod på mange måder nye stier, som der her skulle betrædes, og man skal lige finde sin vej i det – også fordi der – med få undtagelser – ikke var nogen i mit bagland, som jeg kunne diskutere teologi med.

 

I den situation kan man, hvis ikke man er opmærksom, nemt blive påvirket af de mennesker, som man omgås, fordi de måske har nogle meget klare holdninger til teologien og de forskellige kirkelige retninger, som vi har herhjemme. Men efter min mening er det vigtigt, at man selv gør sig sine erfaringer og på den baggrund danner sig en mening om, hvor man selv står. Næsten lige ved siden af teologi lå menighedsfakultetet, som har rødder i missionen og som ved hjælp af en udenlandsk akkreditering udbød en teologisk bacheloruddannelse, der i sidste ende kan give adgang til præsteembedet. Der var en stor debat mellem de to fakulteter, om hvad en saglig teologisk uddannelse skulle indeholde, og fra universitetets side var der mange kritiske røster rettet mod menighedsfakultetet, som med deres egne ord udbyder en teologisk uddannelse, som er forpligtet på kirken. 

 

Det er svært at udtale sig om noget, som man ikke ved noget om. Før jeg kunne danne mig en mening om det, måtte jeg prøve det af i praksis. Så jeg fulgte lidt supplerende undervisning i bibelkundskab derovre. Selvom det på mange måder var en god oplevelse og underviseren var til at tale/diskutere med, måtte jeg for min del alligevel erkende midtvejs, at undervisningen og de bøger, som vi fik udleveret, havde en klar teologisk slagside, som jeg ikke kunne finde mig selv til rette i, og jeg ved ikke, men der sker noget med en undervisningssituation, når den indledes med bøn og salmesang. Set fra mit perspektiv bliver der på en måde lagt en bestemt ramme ned over stoffet, og det mener jeg ikke tjener den frie og åbne debat, som der netop skal være i det akademiske studie af teologi. I undervisningssituationen skal der ikke være tvivl om, at der er plads og rum til at belyse alle sider af sagen – også de sider, som taler vores egne kæpheste midt imod. Kun ved at skille tingene ad kan vi efter min mening blive i stand til at bedrive videnskabelig teologi – og det er i sidste ende til glæde og gavn for kirken og dens menigheder. Den mulighed var der på universitetet og i de grundtvigske foredrags- og højskoleforeninger, som var nært knyttet til Det Teologiske Fakultet. 

Kommentarer

Inge Marie Nissen
Hvor er det bare godt skrevet, Morten. Jeg har læst dine fire afsnit og blev meget fanget af det skrevne.
Anger Nissen
Der kan man se hvad en lille FDF er fra Rødding kan blive til.
Morten Sørensen
Mange tak. Det glæder mig, at I har fulgt med i min blog.

Tilføj kommentar

Ophavsret: