Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Pinsen viser kirkens sande jeg

Udgivet af Morten Thaysen, fre d. 18. maj 2018, kl. 22:21
Synspunkter

Pinsen er kirkens fødselsdag. Det hele begyndte den dag i Jerusalem, hvor Jesu disciple sad modløse inde bag husets fire vægge. De var fyldt af, hvad Jesus havde sagt, men ordene gav ingen mening for dem, tværtimod. Det fortælles, at Guds ånd kom og satte sig på dem som ildtunger. Pludselig gav det alt sammen ikke bare mening. Det opildnede dem og satte dem i bevægelse. De gik udenfor husets fire vægge og begyndte at fortælle om, hvad Jesus havde gjort ved dem. Guds Ånd fik det til at give mening på en måde, så alle forstod. Selv dem, der talte andre tungemål, forstod. Sådan blev kirken født. 

Hvis de vidste, hvad vi ved    

Gad vide, hvad disciplene ville have tænkt, hvis de vidste, hvad vi ved i dag. Vi ved, at de snart ville forlade alt det, de kendte for at begive sig ud i et nyt liv. Vi ved, at deres fortælling kom til at føre dem langt væk fra Jerusalem. Gad vide, om de ville have gjort det, hvis de vidste, hvad vi ved. Vi ved, at de blev forfulgt. Vi ved også, at 300 år senere ville kirken blive opslugt af kejserens magt og brugt til uhyrlige ting. Vi ved, at kirken ville blive korrupt. Den ville stå for korstog, undertrykkelse og udelukkelse af mennesker, der tænkte anderledes. Hvis de første disciple havde vidst det, ville det ikke undre mig, hvis de havde mistet troen.

Kirken i sine bedste øjeblikke

I dag er det os, der er deres efterfølgere og bærere af deres fortælling om, hvad Guds ånd kan gøre ved os. Historien om kirkens værste øjeblikke skal være en anfægtelse for os. I de værste øjeblikke var den ikke sig selv. Vi skal derfor hele tiden gå tilbage til de første disciple og deres fortælling om Guds ånd, der kom over dem. Ligesom dem må vi have lov til at tro, at Guds ånd vil skabe en ny himmel og en ny jord. Jeg tror, at for dem betød det troen på en kærlighed, der var så radikal, at den ville skabe nye fællesskaber, hvor skellet mellem mennesker ville blive overvundet. Mellem jøder og ikke-jøder, mellem rige og fattige, mellem mænd og kvinder. Fællesskaber, hvor man bød alle velkommen – også dem, som ingen andre ville have med at gøre. Fællesskaber, hvor man endelig var fri til at være den, man var – også når man var skyldig og havde brug for tilgivelse. De vidste ikke, om det var dette fællesskab, som kirken ville blive. I dag ved vi, at det var, hvad der skete i kirkens allerbedste øjeblikke.

Ånden sætter os i bevægelse

Det er i disse allerbedste øjeblikke, vi aner kirkens sande jeg. Måske får vi lov til at ane det lige her.  Går vi i kirke, opdager vi nemlig hurtigt, at vi er meget forskellige. Vi har hver vores historie. Nogle har familier, andre er ensomme. Nogle er glade, andre er sørgende. Nogle er stærkt troende, andre er stærkt tvivlende. Nogle er unge, andre er gamle. Sociologer ville sige, at vi er så forskellige, at vi ikke har noget tilfælles. Vi forstår ikke engang hinanden. Alligevel er vi sammen i det samme rum. Vi deltager i det samme ritual. Vi hører det samme ord om Guds ånd, der kommer og sætter sig i os. Vi smelter sammen i salmesangen, som Grundtvig et sted kalder for ”kærlighedens livstegn”. Sociologiske undersøgelser siger, at det ikke kan ske. Alligevel sker det. I sine bedste øjeblikke er kirken blevet et sted, hvor Gud og mennesker bliver bundet sammen i ånden. Ligesom de første disciple, må vi have lov til at tro på, at Guds ånd vil ændre vores måde at være sammen på. Ordene vil blive levende i munden på os. Vi når hinanden og skel vil blive overvundet. Fællesskaber opstår, sådan at samfundet vil bære præg af det. 

Ligesom de første disciple ved vi ikke, hvad der vil ske i fremtiden. Men vi må have lov at tro og håbe på, Guds ånd vil sætte os i bevægelse mod noget nyt. I en bevægelse i tro, håb og kærlighed.

Glædelig pinse

Kommentarer

Tilføj kommentar

Ophavsret: