Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Om jødisk omskæring af drenge

Udgivet af Morten Thaysen, tor d. 1. mar 2018, kl. 21:10
Synspunkter

Det sker med jævne mellemrum, at diskussionen om religiøs omskæring af drenge blusser op. Det har den gjort igen. Ser man på de sociale medier, bliver der brugt ord som ”lemlæstelse” og ”overgreb”. Lægeforeningen har udtalt, at omskæring af drenge er etisk uforsvarligt, eftersom det  ”reducerer barnets mulighed for at bestemme over sin egen krop samt for selv at påvirke sit kulturelle og religiøse tilhørsforhold.”. Det er her værd at bemærke, at argumentet ikke er videnskabeligt, men nærmere handler om et forsvar for en bestemt holdning til den frie selvbestemmelse. Synspunktet er legitimt. Men videnskabeligt set er der altså ikke grund til et forbud mod omskæring af drenge, hvis man altså skal tro på Sundhedsstyrelsen. Ord som ”lemlæstelse” og "overgreb" på børn er måske derfor lettere overdrevet.

En jødisk mand er omskåret - ellers er han ikke jøde

Mit personlige standpunkt er, at jeg ikke bryder mig om omskæring. Jeg synes, at det er noget underligt noget. Men jeg er jo heller ikke jøde. Til gengæld ved jeg, at en jøde er omskåret. Omskæringen er for jøden udtryk for den pagt, Gud har indgået med det jødiske folk om at ville være med det. Laver vi et forbud mod omskæring, laver vi derfor samtidigt et forbud mod at være jøde – og jøderne må derfor finde et andet land at leve i, hvis de altså vil fortsætte med at være jøder.

Jeg synes, at man glemmer at tage den religiøse dimension i omskæringsdiskussionen alvorligt. Måske har man den holdning, at religion er noget, vi må se at komme over. Eller også mener man, at religion skal ignoreres, fordi der er noget, der er vigtigere. Det er et synspunkt. Ikke desto mindre er det et synspunkt, som fratager nogle mennesker i mellem os at være dem, de er.

Hvad man også må forholde sig til i diskussionen om omskæring

Derfor synes jeg, at der er nogle spørgsmål, man skylder at svare på, inden man melder sig i koret, der kræver et forbud mod omskæring af drenge:

1: I Danmark er religionsfriheden en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder. Den er tilmed grundlovssikret. Det er jeg personligt lykkelig for, hvis denne frihed - som så meget andet - udøves indenfor strafferettens bestemmelse. Men hvilket land vil vi komme til at leve i, hvis denne frihed bliver anfægtet? Jeg kender et par stykker af den slags lande ude i verden, og dem vil jeg helst ikke leve i.

2: Hvis det er rigtigt, som det fremføres fra forskellig side, at børn selv skal have mulighed for at påvirke sit kulturelle og religiøse tilhørsforhold, vil man fratage forældre retten til at opdrage deres børn. Jeg opdrager selv mine børn ind i en bestemt kultur og et bestemt religiøst tilhørsforhold. Jeg har fx. lært dem at tale dansk og lært dem dansk historie. Jeg har lært dem, at de skal være stolte af deres land og dets kultur. Jeg har såmænd også givet dem et religiøst tilhørsforhold ved at lade dem døbe. Jeg har gjort det, fordi jeg elsker dem, og fordi jeg mener, at jeg skylder dem, at de ikke skal vokse op i et kulturelt og religiøst tomrum. Bare tanken om, at de skulle gøre det, virker skræmmende på mig. Jeg ved til gengæld, at når de er blevet voksne, skal de nok selv at træffe et valg vedrørende deres kulturelle og religiøse tilhørsforhold. Men jeg ved så, at jeg har givet dem  noget, som de kan træffe et kvalificeret valg ud fra. Det samme tror jeg, at jøden tænker. Spørgsmålet er, hvad et forbud mod jødens omskæring vil føre til. Vil det føre til, at jødiske forældre bliver kriminaliseret og fratages retten til at opdrage deres egne børn? Næste spørgsmål bliver, hvem børnene tilhører, hvis de ikke længere tilhører forældrene. Tilhører de staten? Eller?

3: Hvis jødisk omskæring ikke må finde sted, hvad har man så tænkt sig at stille op med det jødiske samfund i Danmark? Er det bare sådan, at kan de ikke lide lugten i bageriet, må de finde et andet sted at leve? Vi var stolte af, hvordan vi her i landet hjalp jøderne under 2. verdenskrig. Jøderne var anderledes end os. Havde andre religiøse skikke, andre madvaner osv.. Ude i Europa blev de dæmoniseret for disse skikke og forsøgt udryddet. Men sådan ville vi ikke se på dem. Vi så på dem som vore medmennesker, som vi skyldte at hjælpe. Og vi hjalp. Vi har god grund til at se det, som et af de stolteste kapitler i vores historie. Men med et forbud vil historien komme til at stå i et underligt lys. Engang var vi rummelige. Nu er vi noget andet – måske fordi vi ikke længere forstår, hvad religion er. Måske også fordi vi ikke længere er særligt rummelige for andre end os selv. Samtidigt smykker vi os med ord om, at vi gør det for at beskytte børnene. Spørg en jøde, hvad han eller hun mener om den beskyttelse.

 

 

 

Ophavsret: