Sct. Jacobi Kirke, Varde
We create relations

Bøn og selfie-stang

Udgivet af Morten Thaysen, tir d. 26. jul 2016, kl. 14:41
Synspunkter

I et stykke tid har stand-up komikeren Andreas Bo vist sit ansigt på min facebookside. Han sidder i en båd med en selfiestang, og er optaget af at fortælle om sit syn på dem, der beder. Han synes, at de er latterlige. De skulle hellere tage gøre noget i stedet for at bede til Gud. Det gør han nemlig selv, siger han. Mange er tilsyneladende enige med ham, for tusindvis har liket hans video. Fair nok! Jeg har selv ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle mene om hans stunt med selfie-stangen. Den, der ikke har erfaring med at bede, har som Andreas Bo tilsyneladende nemt ved at fortælle om, hvad bøn er. Han har også nemt ved at bedømme, om det giver mening eller ej. Men for den, der har bare en lille smule erfaring med bønnen, er det anderledes. Bøn er noget dybt personligt. I bønnen betror man sig til en anden. Og denne betroelse taler man ikke uden videre om til andre.

Bøn er et råb om hjælp

Men da Andreas Bo ikke skal stå alene, vil jeg alligevel prøve at beskrive, hvad bøn også kan betyde. Bøn er først og fremmest noget, vi bare gør. Bøn er det, der således kommer ud ad munden på os, når vores verden skrider sammen for os. ”Hjælp” råber vi. Dette råb om hjælp er den enkle definition på, hvad bøn er. Bøn er et råb om hjælp. Samtidigt er bønnen det, der kan forarge os allermest. For den er jo et tegn på, at vi er ude af os selv. I bønnen siger vi det, vi helst ikke vil indrømme, nemlig at vi har brug for hjælp. Vi kan ikke magte vores liv. Vi har ikke styr på os selv. Vi ved netop ikke som Andreas Bo, hvad vi skal gøre. Mange af os bliver flove over det bagefter og undskylder. Det er flovt at være ude af sig selv og ikke vide, hvad vi skal gøre.

Bøn er at være tilstede i verden

Ikke desto mindre er bønnens råb om hjælp et udtryk for at være tilstede i verden, som den nu engang er. Verden er et sted, hvor det hele af og til skrider sammen for os. Det kan ske i forbindelse med sygdom, skilsmisse eller dødsfald. Eller det kan ske i forbindelse med et af de mange terrorangreb, vi oplever i disse uger. I skrivende stund har et par terrorister netop myrdet en præst i en fransk kirke. Vi lever i en tid, hvor det er som om, at den verden, vi kendte og var trygge i, skrider for os. Vi bliver fortvivlet og bange, og ved ikke, hvad vi skal gøre ved det. Vi står bare der, og er frygteligt ynkelige. Bønnen er her ikke at flygte ud af verden, men at derimod at få mod til at blive i den - uden at fortvivle. Bønnen er kristeligt set at blive på sin post og gøre det, der skal gøres. Der findes en gammel klosterregel, der hedder: ”Bed og arbejd”. Bøn og arbejde er to ting, der hænger uløseligt sammen. De kan ikke skilles ad.

Bøn er at komme til sig selv igen - efter at have været ude af sig selv

Når vi i bønnens råb om hjælp er ude af sig selv, må vi derfor komme til sig selv igen for at kunne gøre det, der skal gøres. Det kan vi kun, hvis vi udenfor os selv finder en anden. En, som vi har tillid til. En, som vi tør betro os til. En, som gør, at vi kan komme til os selv på en ny måde. I kristendommen er det Gud, som vi kalder far. ”Vor far, du som er i himlene….”, beder vi. Den, der beder sådan, betror sig selv til Gud som en far. Samtidigt påtager den bedende selv rollen som barn. Og sådan kommer vi til os selv på en ny måde. Mente vi før, at vi selv skulle klare verden, erfarer vi nu, at vi ikke er alene. Vi har som børn retten til at forvente, at Gud lader os komme til os selv igen. Som børn må vi barnligt forvente, at han giver os det, vi ikke har: Tro, håb, kærlighed, mod, styrke.... Det er ikke barnagtigt at betro sig til Gud på den måde, som nogen vil sige. Man er derimod barnagtig, når man mener at have fundet svaret på livet ved hjælp af en selfie-stang. Den barnagtige ser her kun sig selv - og det er der for resten mange voksne, der gør. Den barnlige ser derimod mere end sig selv. Han ser, at han er afhængig af, at Gud vil være der for ham, ligesom en far vil være der for sine børn. Han er afhængig af, at Gud vil give ham det daglige brød. Det daglige brød er bredt sagt alt det, vi skal bruge for at leve i dag. Det kan være tro, håb og kærlighed. Det kan være humor og tilgivelse. Det kan også helt konkret være mad, tøj og tag over hovedet. Det kræver ikke bare mod at turde indrømme denne afhængighed. Det kræver også et usædvanligt mod at turde tage imod det liv, der bliver givet i dag i taknemmelighed.

Bøn er at gøre noget

Når vi i bønnen taknemmeligt tager imod, forpligter det. Vi bliver forpligtet på at leve det liv, Gud giver os. Hvordan dette konkret skal udfoldes, er et dybt personligt anliggende mellem Gud og den enkelte. Under gudstjenesten hver søndag beder vi f.eks. sammen for de forfulgte, undertrykte og dem, som ingen kan lide. Bønnen handler helt konkret om bestemte mennesker i denne verden. Nogle gange bliver de tilmed nævnt ved navn. Bøn er altid at sige ting ved navn. Det gælder i særlig grad i bønnen for de mennesker, der lider uret. Bønnen skærper sanserne for, hvad vi herefter skal gøre. Bed og arbejd! Bønnen forpligter således både socialt og politisk.

Smid selfie-stangen

Hvad betyder det så at bede? At bede er at være ud af sig selv og råbe efter hjælp. Kristeligt set kommer hjælpen fra Gud. Her kommer man til sig selv igen på en ny måde. Gud åbner vore øjne for, hvad vi skal gøre. Andreas Bo sidder med en selfie-stang på sin båd. I bønnen ville han straks smide den overbords og skynde sig at sejle hen til de nødlidende. For den, der beder, har ikke tid til at sidde på en båd og latterliggøre andre på facebook. Han har derimod travlt med at åbne sig for andre end sig selv. Han har travlt med at se, høre og forstå andre end sig selv. Han har umådelig travlt med at gøre kærlighedens gerninger.

Ophavsret: